En informativ og inspirerende, men også mentalt energi sugende uge – samt en præsentation af Vælddam et fantastisk sted i Høruphav ;-)

En informativ og inspirerende, men også mentalt energi sugende uge – samt en præsentation af Vælddam et fantastisk sted i Høruphav ;-)

Sæt lidt tid af til nogle afstressende timer ved Vælddam.

Sidste uge fik jeg i praksis lov at føle, hvad det gør ved krop og hjerne, når der ramles ind i nogle dages intens læring, hvor meget (alt for meget) af tiden altså gik med at sidde stille og lytte. Alt for lidt frisk luft, alt for lidt kropslig bevægelse.Ugen startede med evalueringsmøde, tirsdag var der tysk på programmet meget af dagen, med udveksling af tysk venskabsbørnehave. Onsdag eftermiddag 4timers it program kursus, – herefter heldigvis lidt afstressende fodbold, hvor der bl.a. var mulighed for at sparke nogle bolde i nettet i en straffesparkskonkurrence. Torsdag eftermiddag efter arbejde og endnu et  evalueringsmøde, ventede der 4 timers foredrag på engelsk. En super spændende og inspirerende arbejdsuge lakkede mod ende. Men i praksis fik jeg også bekræftet, en del af det jeg i forskningsteorien hørte om på Skovskolen ugen forinden. Vores krop og hjerner er ikke udviklet til al den konstante stillesiddende informations bombardering. Og endnu en omgang refleksion omkring, hvad det er, vi ønsker at tilbyde vores børn, blev der herefter gjort. Heldigvis er der derfor masser af naturrige steder i nærheden, hvor der er mulighed for at slippe kroppen og legen fri. For når jeg ikke gør det ved den ugentlige fodboldtræning, så elsker jeg at komme ud i skov eller til strand. Vi har da også dette helt fantastiske sted tæt på (som jeg vil dele med jer), hvor skov og strand ved Vælddam forenes i en pragtfuld helhed.

https://www.visitsonderborg.dk/lambjerg-indtaegt-spejderpladsen-vaelddam-gdk1090699

Vælddam byder på masser af mulighed for at stresse af, samtidig med at du kan lade krop og sind bevæge sig omkring i sit rette element. Kroppen er bygget til den varierede bevægelse som skovens områder byder på. Og det er ifølge forskning sådan, at motoriske kompetencer og senere højere motorisk aktivitetsniveau afhænger mere af alsidigheden af fysisk aktivitet end intensitet af den. Alsidig bevægelse i natur – naturen byder på anderledes muligheder for mere og varieret bevægelse. Og her er skov og strand lige ved Vælddam et godt bud på et af Sydals’ guldgruber; – til fri afbenyttelse. Der bydes på masser af legearenaer, hvor der kan listes, løbes, hoppes, kravles og krybes. Man kan klatre, hænge i armene, vende på hovedet, trille, svinge og tumle. Der kan slæbes grene og bygges huler.

En hel lørdag kan ungerne slippes fri med base ved shelterpladsen. Der er rigeligt at give sig til i timevis hernede i skoven. Hvis man kommer lidt længere fra, er der mulighed for parkering lige oppe ved landevejen og så venter der blot en hurtig lille gåtur ned gennem skoven. Lige bagved shelterpladsen er der et primitivt men rigtig fint toilet. En hel lørdag eftermiddag hyggede to 6-årige drenge sig med at lave fælder, snige sig rundt om lejren og udspionere vi voksne og meget andet. Og de gange, hvor de havde været så lang tid væk, at vi overvejede at kigge efter dem, dukkede de op igen – sådan nærmest ud af det blå. Hvis du er interesseret i at dykke dybere ned i  skoven som legeplads, og læse lidt mere om, hvad færden i skoven kan frem for færden på de lige og hårde underlag, så kan du læse mere i publikationen ‘Haser i skoven’, en sammenlignende undersøgelse mellem børn i skovbørnehaver og børn i traditionelle børnehaver. Forskningsprojekt af læge Bente Pedersen og bevægelseskonsulent Anne Brodersen.

      

Hvis ikke dagens timer er tilstrækkelige, så tag natten med. Der er lovning om at slå øjnene op til den flotteste udsigt udover trillen i front. Desuden er det helt fantastisk at vågne op til den afstressende lyd af naturen. Og den eneste bagside var ifølge Sander (som ses herunder); – ærgerlighed over, at der ikke ventede endnu en nat i naturen.

    

Ønsker jer alle en dejlig snarlig kommende weekend!

Lørdagen byder for mit vedkommende på en – helt sikkert – inspirerende mikrodag sammen med sønnen og hans spejdervenner ude ved Kær. Og søndag formiddag er der familiespejd med vores 3-årige lillesøster, inden der om eftermiddagen venter en mere stillesiddende aktivitet, når der er Sigurd og danmarkshistorien på Sønderborg Teater.

 

Om Tina

Jeg er 36år og bor i Hørup på Sydals. Arbejder dagligt pædagogisk og privat med børn i et sansemotorisk fokus. Omdrejningspunktet for dette fokus er i leg, natur og nærvær. Jeg blev uddannet pædagog i 2007 og henover vinteren 2017-18 været på 4ugers Motorikvejleder kursus hos Vends Motorik -og Naturskole. Du kan se alle mine bloge på: https://sydals.dk/motorikvejleder/