Det forsvundne barn af Elena Ferrante
Så er det blevet tid til kultur, læselyst og fordybelse.
Åh Napoli. En by uden håb, hvor det kun går fra slemt til værre. Fra mafia og fattigdom til politisk vold i 70erne, og nu i 80erne i fjerde og sidste bind af Ferrantes Napoli-kvartet trækker korruptionen og stofferne deres blodige spor gennem byen.
Elena er skilt fra sin professormand, og langsomt, langsomt, trækkes hun tilbage til sit barndoms kvarter. Man kan flygte, men man kan ikke slippe væk. Hun er (igen) hovedkulds forelsket i Nino, men selvom hun opgiver sit rolige familieliv i norditalien for hans skyld, er han ikke parat til at yde samme offer for hendes.
Lila derimod, er en succes. Hun driver egen virksomhed, og selvom også hun er tilbage i kvarteret, står der respekt om hende. Hun er en, man regner med – og hendes skjulte alliancer og modalliancer med Solara-familien understreger kun hendes betydning.
De to genoptager deres nære venskab, hjulpet på vej af deres børn. Men en grum katastrofe lurer lige om hjørnet, og snart ligger alt igen knust på gulvet. Anden generation af de to familier er ikke bedre end første generation til at forstå og acceptere og leve med hinanden.
Elena Ferrantes fire bøger om de to napolitanske kvinders liv er et mesterværk, der berettiget har vakt international opsigt. Sjældent er kvindeliv – på godt og ondt – skildret så indfølende og samtidig så barskt. De kvajer sig, de to kvinder, og de elsker og hader og sårer og kæmper, de sviger og bliver svigtet, men de føles som rigtige mennesker, der er placeret i en umenneskelig hård by.
Det fjerde bind kredser om sorg og tab. Det er ikke kun en kamp at overleve, det kan være en kamp bare at finde viljen til at overleve. Elena og Lilas venskab udspiller sig på et lærred af politisk korruption, død og hjertekulde, for efter at stofferne har indtaget Napoli er det som byen selv har givet op. Kampviljen er væk, det onde og ligegyldigheden vinder frem, og en for en møder kvarterets mange kendte ansigter en grum og ofte blodig skæbne.
Det forsvundne barn er en værdig afslutning, og de allersidste sider er de smukkeste i hele værket. Snyd ikke dig selv for at læse med!
Annoncelink: Elena Ferrante: Det forsvundne barn. Oversat af Nina Gross, C&K Forlag. 533 sider, 2016.
