Tandslet Kirke
Tandslet Kirke er en romansk hvidkalket murstenskirke fra ca. 1200. Den har ingen tårn men har skib, kor og en lidt yngre afblændet apsis (ekstra udbygning til lysindfald i koret) – den eneste på Als.
Sakristiet ved korets nordside samt våbenhuset mod syd er senere middelalderlige tilføjelser.
I sakristiet (mod øst) findes en piscine til brug for udhældning af det brugte dåbsvand. På taget findes en skifferbelagt tagrytter fra 1746, hvori er ophængt en lille klokke skænket af Matthias Stenlås, som var stedets sognepræst fra 1699-1759.
Klokken bærer indskriften: “Soli Deo gloria” og fungerer i forbindelse med uret i tagrytteren, der blev skænket til kirken som gave i 1935 af en af sognets beboere.
Ifølge et gammelt sagn blev kirken bygget på foranledning af stormanden Henning Linthe, Store Elholm i den østlige ende af sognet. Under en alvorlig sygdom lovede han at bygge Gud en kirke på kirkeblok, som er det højeste punkt i sognet (67 m), hvis han blev rask. Men da han påbegyndte sit kirkebyggeri, kom der hver nat en hvid hest og slæbte stenene ned til der, hvor kirken ligger i dag.
Da kirken så endelig stod færdig, travede den hvide hest ind på gårdspladsen på Store Elholm, hvorefter Henning Linthe døde og blev som den første begravet i Tandslet Kirke.
I kirken findes en del senmiddelalderlige kalkmalerier. Kalkmalerierne i korhvælvingen forestiller domsscenen på den yderste dag.
Kristus troner på regnbuen med jorden som sin fodskammel. Ved hans højre side og venstre side knæler henholdsvis Guds moder og Johannes Døber.
Nedenunder ser man de døde opstå af gravene. De frelste føres til det himmelske Jerusalem, mens de fortabte føres ned i et brændende helvedesgab.
Altersølvet er skænket af hertuginde Anna på Gammelgård i 1665 efter, at det foregående sæt var stjålet i forbindelse med svenskekrigene 1657-60.
Kirkeskibe:
I kirken hænger to kirkeskibe: Freya fra 1876 og skoleskibet Danmark, som hænger i sakristiet.
Øst for kirken findes klokkestabel med indmad, hvis ældste dele af svært tømmer sandsynligvis går tilbage til middelalderen (er beskrevet første gang i 1589) Afdækningen på ydersiden er dog fra restaureringen i 1977.
