Torpedostationen ved Høruphav

For dykket her gælder resterne af broen ved den tyske torpedostation ved Høruphav, et sted, hvor der var megen aktivitet under første verdenskrig. Tyskerne brugte blandt andet området til at udvikle og teste torpedoer, men her var også aktivitet under krigen som ubåds-støttepunkt. Under anden verdenskrig, blev anlægget indrettet til forsøgsstation for den tyske krigsmarine. Her foregik mange eksperimenter med radar og infrarødt udstyr.

Når du svømmer rundt og betragter de bizarre vinkler, som betonresterne har efter sprængningen af den store og lange bro, der førte næsten 300 meter ud i Høruphav, kan det overraske, at resterne er så intakte. Den er ikke er gået mere i stykker, end man sagtens kan se, hvad der engang var op og ned.

Som så meget andet tyskerne byggede i den periode, er det solide sager, man her dykker på.  Broen blev bygget over flere omgange og den fik sin endelige længde på 280 meter. Den var solidt konstrueret med jernarmering og store piller, der var godt forankret i bunden og som noget særligt, var der engang en stor kran for enden af broen.

På grund af den relativt ringe dybde er der god tid til at ligge og beundre de store begroede betonplader. Når solens stråler rammer de mange forskellige slags tang, er der en helt særlig stemning her ved den tidligere torpedostation. Der er steder, hvor man kan svømme igennem eller under betonresterne. Og her i hulerne er der mange gemmesteder for fisk, krabber og andre smådyr.

Hundestejler, kutlinger, rejer og havkarusser vimser omkring dig hele tiden og du får følelsen af at være under varme himmelstrøg med den store mængde af marint liv. Man kan efter et par dyk på broresterne godt komme til at ærgre sig over, at denne bro ikke er intakt længere. Det er der dog ingen grund til, for det her er rigtig god og anderledes stranddykning. Men hvilket sted det havde været at dykke, hvis den stadig bestod.

Når man svømmer udefra og indad bliver resterne mindre og mere spredt. Kranen, som var placeret yderst på den lange bro, kan man stadig se resterne af. Også denne er flot begroet, og er man heldig med sigten, er den et godt fotomotiv. Selve dykket er dejlig varieret, og flere steder kan man svømme under de store betonplader. Resterne ligger et par hundrede meter fra havnen i Høruphav og kan passende kombineres med et par dyk på vraget Inger Klit, hvis man vel at mærke har båd med.

Om Ubåde

Sænkede ubåde

Da krigen sluttede lå der 8 ubåde i Hørup Hav. Om de havde med selve stillingen at gøre vides ikke. Det tyske mandskab på ubådene sænkede alle 8 den 5. maj 1945. Det var den største samlede selvsænkning af tyske ubåde i Danmark under 2. verdenskrig.
To ubåde blev sænket i Lillehav sydøst for Hørup Klint, og 6 længere ude mellem Kegnæs og Sønderskoven på Als. Mange mennesker stimlede sammen i Høruphav da det skete. De tyske soldater, der sænkede skibene, blev efterfølgende sejlet til Hørup Klint. De næste dage drev der spændende ting i land fra ubådene. Alt lige fra tandbørster til konserves blev taget med hjem fra stranden af lokale skolebørn.

Krigen Sluttede

Efter befrielsen fik det meste personale åbenbart besked på at blive i stillingen.
Anne Marie Bladt Petersen fra Høruphav fortæller: “Der var endnu tyske soldater på Klinten og flere gik ture i Høruphav. Vi fortalte dem at krigen var forbi, hvad de jo næsten ikke kunne undgå at se, men flere af dem sagde “Bluff”.
Der kom en soldat forbi, han var vel 16-17 år gammel, også han fik nyheden at vide. Han bad om lov til at komme helt hen til vores vindue. Han hørte radioen og var klar over at det var sandt. Han græd og sagde “Nu kommer jeg hjem, min far og storebror er faldet i krigen, og jeg ved ikke hvor jeg kan finde min mor og søster”. Det kan ikke nægtes at det lagde en dæmper på os” .

Engelsk ekspertgruppe undersøgte stillingen 

I sommeren og efteråret besøgte en engelsk ekspertgruppe nogle tyske kommunikations- og radaranlæg i Danmark og Nordtyskland, herunder Pelzerhaken hvortil Hørup Klint var knyttet. De beskrev og fotograferede det tekniske udstyr og dets funktioner samt interviewede en række tyske fagfolk.
På det ene af de to forsøgsskibe der var tilknyttet Hørup Klint stillingen, nemlig Strahl, samles en del teknisk udstyr og tyske ingeniører fra Hørup Klint. Blandt de 17 tyske fagfolk der blev interviewet på skibet den 1. juni 1945 var også Kurt Seifert til stede. Lederen hed Dr. Rindfleisch og chefen for arbejdet med det infrarøde udstyr var Dr. Grosskurth. Den 3. juni 1945 fortsatte gruppen til Hørup Klint hvor de havde besvær med at få styr på det tilbageværende tekniske udstyr da det var efterladt i et syndigt rod og da de tilmed ikke kunne få hjælp af de få tilbageværende tyskere. Den højest rangerende på pladsen havde lagt sig syg, og der var kun en tysk assistent som ikke var til nogen nytte.
Nogle af konklusionerne i eksperternes rapport vedrørende det infrarøde udstyr var, at værnemagten havde brugt meget energi på at udvikle det, men at næsten intet nåede at komme i praktisk brug. Desuden blev det konkluderet at udstyret var avanceret og at udviklingen var nået længere end i England. Undersøgelsen gav betydningsfuld viden der efterfølgende kunne udnyttes af de allierede.
I stillingen på Hørup Klint hæftede undersøgelsesgruppen sig bl.a. ved at der var en Rotterdamradar samt forskellige marineradarer såsom to SAMOS og to FANÖ samt en FLORES og en BALI II marineradar.
Vendt mod havet var der opstillet tre ombyggede lyskastere til infrarød stråling. På de to mindste havde skærmene en diameter på henholdsvis 90 og 110 cm og de blev bestemt som modtagere. Den største radar, men en skærmdiameter på 150 cm, havde monteret et infrarødt filter foran skærmen og formodedes at være en sender. Endelig blev det også noteret at der var opstillet et varmesøgende instrument med en skærm på 60 cm.